Chris Anker Sørensen er død

Foto: Shutterstock.com

Det er blevet bekræftet, at Chris Anker Sørensen er omkommet i en ulykke.

"Det er med stor sorg, jeg har fået meddelelsen om, at vores gode kollega Chris Anker Sørensen er død,"

Sådan siger sportschef på TV 2, Frederik Lauesen, da han breaker nyheden om den tragedie, der har ramt international cykelsport, men især dansk cykelsport, efter tabet af den tidligere cykelrytter og nuværende ekspertkommentator Chris Anker Sørensen.

Ekspertkommentatoren var involveret i en trafikulykke i forbindelse med sit arbejde. 

Chris Anker Sørensen blev 37 år. 

TV 2 Sporten melder endvidere, at han var ude at cykle, da han blev ramt af en bil. 

Han skulle senere være død af sine kvæstelser. 

Chris Anker Sørensen vil blive husket for sin sprudlende personlighed, som især kom til udtryk under diverse interviews, hvor han dog også viste sig frem med sin store indsigt og viden. 

Som aktiv cykelrytter nåede han over 13 sæsoner at deltage i 12 af de såkaldte Grand Tours - Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta a España. 12. pladsen i Vueltaen i 2011 var hans bedste resultat.

Han vandt i 2015 DM i linjeløb.