Danmarkshistoriens andenstørste Lottogevinst: Så mange penge vandt en heldig spiller

Foto: Danske Lotteri Spil

En heldig Eurojackpot-spiller har fredag aften vundet Danmarkshistoriens andenstørste gevinst nogensinde.

Fredag aften kan en heldig dansker finde den helt store flaske champagne frem efter at have vundet førstepræmien i Eurojackpot. Og det er ikke bare hvilken som helst førstepræmie. Det er Danmarkshistoriens 2. største gevinst på 310.785.127 kr.. Kun overgået af en vinder fra Helsingør, der i 2015 vandt en gevinst på 315.009.958 kr. 

En kold og blæsende dag i april er således med et blevet en del varmere for en meget heldig dansker fra Roskilde Kommune, der nu kan kalde sig ægte Eurojackpot-rig.

Den nybagte mangemillionær har spillet 20 enkeltrækker på mobil og fandt altså frem til fredagstrækningens gyldne talkkombination på 11,18,23,29,32 samt de to stjernetal -  3 og 7. 

"Det er jo fuldstændig vildt og fantastisk. Vi er så glade for, at Danmark nu får årets anden store vinder af Eurojackpot - og så midt i en corona-tid, hvor man har ekstra meget brug for at kunne gøre drømme til virkelighed. Der skal lyde et kæmpe tillykke herfra," siger adm. dir. i Danske Lotteri Spil, Pernille Mehl. 

Danske Spil har endnu ikke hørt fra den heldige vinder. 

Fakta: 

De fem største gevinster i Danmarkshistorien:

1. 315.009.958 kroner, Eurojackpot, 2015, Helsingør
2. 210.688.619 kroner, Eurojackpot, 2018, Kalundborg
3. 206.913.776 kroner, Vikinglotto, 2020, Helsingør
4. 148.183.435 kroner, Eurojackpot, 2017, Hjørring
5. 140.358.416 kroner, Vikinglotto, 2016, Vejle.