Smittetal sætter stopper for valgkamp: Parti siger stop

Her er borgere og politikere samlet til Horsens Folkeblads vælgermøde på Horsens Gymnasium tilbage i 2019. Foto: Søren E. Alwan/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.

"Vi kan simpelthen ikke udholde tanken om potentielt at være smittebærere, når vi deltager i så mange debatter med mange forskellige mennesker," lyder det fra partiet.

“Vi er super kede af at måtte gøre det, men vi kan simpelthen ikke udholde tanken om potentielt at være smittebærere, når vi deltager i så mange debatter med mange forskellige mennesker.”

Sådan lyder det fra borgmesterkandidat for Dansk Folkeparti fra Odsherred Kommune, Julie Jacobsen, til DR.dk.

Dansk Folkeparti i Odsherred Kommune har valgt at droppe indendørs debatter og arrangementer på grund af det stigende antal smittede med coronavirus.

Denne beslutning kommer i kølvandet på en tid med stigende smittetal, og i weekenden meldte statsminister Mette Frederiksen ud, at det kan forventes at blive nødvendigt at gennemføre restriktioner, der kan holde smitten nede.

“Sygdommen begynder igen at få mere alvorlig betydning for vores samfund og sundhedsvæsen. Derfor forventer jeg også, at det bliver nødvendigt med initiativer, der kan bryde smittekæder,” skrev Mette Frederiksen i et opslag på Facebook søndag aften. Hvilke initiativer der konkret vil være tale om, uddyber hun ikke.

Smittet til vælgermøde

Mandag kan TV 2 også fortælle, at et vælgermøde på Bogø i sidste uge har resulteret i, at flere kandidater og bogøere er blevet smittet med coronavirus.

Det har medført, at Radikale Venstre indstiller valgkampen i Vordingborg Kommune. Det skriver partiets Vordingborg-gruppe på Facebook.

“Flere kandidater er konstateret smittede med covid-19 efter vælgermødet på Bogø. Derfor kunne det se ud som, at en smittekæde er i gang blandt kandidaterne i Vordingborg Kommune. Vi finder det ikke forsvarligt at fortsætte med flere valgarrangementer i den sidste uge af valgkampen,”  skriver de.