DR afslører: Kendt forfatter er vært på nyt program

Foto: Shutterstock

Nu skal der sættes skarpt fokus på ordblindhed hos voksne - og det bliver med Sara Blædel som vært på programmet ’Vi er ordbildne’.

I DR1-programserien ’Vi er ordbildne’ kommer vi tæt på Frank, Carina, Nana og Noah, der alle er ordblinde. Gennem fire måneder har DR fulgt dem på en personlig rejse for at arbejde med deres udfordringer som ordblinde og give dem modet til at gå efter deres drømme.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse. 

"400.000 personer i Danmark er ordblinde, og derfor ønsker vi at se nærmere på, hvilke udfordringer ordblinde voksne har i hverdagen, som vi andre måske slet ikke tænker over, og så ønsker vi at sætte fokus på mulighederne for et godt liv med ordblindhed," siger Eva Kvist, der er redaktør for livsstil og formateret fakta i DR.

Deltagerne får støtte fra ordblindespecialisten Marie Wolter Bertelsen og programmets vært, krimiforfatteren Sara Blædel, der selv er ordblind og derfor kan trække på egne erfaringer.

"Min mission er, at man ikke skal skamme sig over at være ordblind. Jeg har selv kun en mild grad af ordblindhed, men jeg kan tydeligt genkende deltagernes følelse af usikkerhed. Derfor er det også fantastisk at følge deres rejse, fordi der sker en masse med dem undervejs, når de hver især knækker koden til bogstaverne," siger Sara Blædel.

Hverdagsopgaver er udfordrende

I ’Vi er ordbildne’ får de fire deltagere hver især lagt en strategi for et intensivt og individuelt undervisningsforløb. Den teoretiske metode og praktiske undervisning i programmerne er tilsvarende den undervisning, voksne ordblinde tilbydes offentligt i Danmark.

Formålet er at udvikle og forbedre deltagernes læse- og skriveevner, men lige så vigtigt at udvikle og forbedre deres selvværd og selvtillid.

I Danmark er omkring 400.000 ordblinde. I ’Vi er ordbildne’ har krimiforfatter Sara Blædel en mission – hun vil hjælpe Frank, Carina, Nana og Noah med at komme omkring deres ordblindhed, så den ikke står i vejen for deres drømme. Foto: Alexander Gjerløv Nørgaard © Metronome

I Danmark er omkring 400.000 ordblinde. I ’Vi er ordbildne’ har krimiforfatter Sara Blædel en mission – hun vil hjælpe Frank, Carina, Nana og Noah med at komme omkring deres ordblindhed, så den ikke står i vejen for deres drømme. (Foto: Alexander Gjerløv Nørgaard © Metronome)Noah drømmer om at komme på HF, Frank drømmer om at kunne læse højt for sin 2-årige søn, Carina vil gerne kunne stave sine kunders navne, når de siger, det er ”lige ud ad landevejen”, og Nana har endnu ikke drømt om noget, fordi der altid er blevet stillet spørgsmålstegn ved hendes evner.

"Det er ikke kun interessant at blive klogere på og skabe større forståelse for de udfordringer ordblinde har i hverdagen. Det er også interessant at se på om og hvor langt man kan rykke sig i sin udvikling som ordblind voksen, hvis man får de rette strategier og værktøjer til at gribe tingene anderledes an," siger Eva Kvist.

I seriens seks afsnit ser vi også deltagerne give sig i kast med udfordringer, som for de fleste er en uproblematisk hverdagsopgave, for eksempel at købe ind i et supermarked, finde vej til en adresse eller at tage toget. Deltagerne bliver også kastet ud i sangskrivning og disciplinen at holde en tale, som selv for ikke-ordblinde kan være udfordrende.

Personlige historier om ordblindhed

Udover vært Sara Blædel og de fire deltagere Frank, Carina, Nana og Noah møder seerne også andre ordblinde i programmet.

Både Ghita Nørby, frisør Gun-Britt Zeller, erhvervsleder Jan Lehrmann, skuespiller Simon Stenspil, håndboldspiller Rikke Iversen, standupkomiker Omar Marzouk og politiker Karsten Lauritzen har gennem livet kæmpet med bogstaverne, og i programserien fortæller de om deres personlige oplevelser, udfordringer og erfaringer med ordblindhed.

 

Og komiker Uffe Holm, der også er ordblind, hjælper deltagerne, inden de for alvor skal teste sig selv og vise venner og familie, hvor langt de har rykket sig gennem deres forløb.

Omkring programmets premiere kan man også blive klogere på ordblindhed på tværs af tv, radio og digitalt. Eksempelvis stiller ’Go’Morgen P3’ skarpt på ordblindhed i hele uge 40 med ordblinde gæster, en ekspert og ikke mindst med værten Mikkel Rosendal, der netop har fundet ud af, at han er ordblind.

Vi er ordbildne’ har premiere 29. september på DRTV og samme dag klokken 20.30 på DR1.