Billetsalget er startet.
En ny musical skal hylde dronning Margrethe.
Musicalen, der har fået navnet ‘MARGRETHE’, er historien om dronningens liv fra hendes fødsel, under Besættelsen i 1940, til i dag.
Det oplyser Mikkel Rønnow Musicals i en pressemeddelelse.
Premieren finder sted den 23. juni 2023 på Det Kongelige Teater, Gamle Scene, og senere på sommeren opføres forestillingen på Odeon i Odense som en del af H.C. Andersen Festivals fra den 17. august og i Musikhuset Aarhus fra den 29. august under Aarhus Festuge, og der kan allerede nu købes billetter til musicalen.
“Det har været en flerårig drøm for os at skabe en ny, national musical om vores enestående monarki. Med H. M. Dronningens imponerende 50-års regentjubilæum kunne der ikke være en bedre anledning til at skabe en forestilling om hendes exceptionelle liv og virke. Det kunstneriske hold er i fuld gang med udviklingen af forestillingen, og vi ser virkelig frem til at invitere hele Danmark med i teatret til denne helt særlige oplevelse,” udtaler Mikkel Rønnow, der i samarbejde med H.C. Andersen Festivals og Toca Records producerer musicalen.
Hvem skal spille dronningen?
Rollen som dronning Margrethe spilles af hele fire skuespillerinder i forskellige aldre. Hele castet vil blive præsenteret på et pressemøde i løbet af foråret, skriver Mikkel Rønnow Musicals.
'MARGRETHE' er skrevet og komponeret af de danske musicalmakkere - trioen Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svanekier, der sammen tidligere har skabt ‘Skammerens Datter’, ‘Jordens Søjler’, ‘Vildheks’ og senest ‘Den Evige Ild’.