I dag er skuddag og her er der en helt særlig tradition. Kvinder må nemlig falde på knæ og fri til deres respektive kærester.
Det kan godt være, at det er ved at være en fordaget tradition. For i disse ligestillingstider skulle man tro, at kvinder på samme måde som mænd falder på knæ og frier, men sådan står det ikke til. Det er nemlig stadig langt størstedelen af alle frierier, der begås af mænd.
På skuddagen har kvinderne dog en helt særlig tradition, de kan bruge som undskyldning for at planlægge et romatisk frieri. Hvis du som mand bliver friet til i dag og svarer nej, så skal du betale en bod. Boden er 12 par strømper eller handsker, som betales prompte, hvis du ikke tager den friende kvinde som din kommende brud.
Ifølge Nationalmuseet stammer traditionen måske fra Skotland, hvor dronning Margaret i 1288 fortalte sine undersåtter, at alle måtte fri til deres udkårne på skuddagen. Der er dog den lille detalje ved denne historie, at dronningen kun var fem år, da hun udstedte det dekret. Derfor er det ikke sikkert, at traditionen stammer derfra.
En anden mulighed er, at det stammer fra den irske helgen Sankt Birgit. Hun skulle efter historien have brokket sig over, at der ikke var nok friere til de kvinder, der boede i hendes kloster. Derfor indførte hun den regel, at kvinderne måtte fri til en mand hver fjerde år.
Der findes ingen statistikker for, hvor mange danske kvinder, der falder på knæ hvert fjerde år. I ligestillingens navn må kvinder selvfølgelig også fri på en hvilken som helst dato på året. Det er dog kun på denne dato, hvor manden bliver 'tvunget' til at betale strømper eller handsker, hvis han ikke er frisk på et giftemål.