Endnu engang er 12 kendte trukket i trøjen i programmet ‘Stjerner i Trøjen’ .
Vejen til sejr i ‘Stjerner i Trøjen’ er fyldt med udfordringer, udholdenhed og eminent sammenhold, når de 12 kendte tjekker ind på Langelands kaserne.
I sæson 2 af programmet er 'Vild med dans'-stjernen Thomas Evers Poulsen også med. Han har lært en del af at være med på Langeland.
"Jeg blev kasseret til militæret, så jeg tænkte, at ‘Stjerner i Trøjen’ var min mulighed for at få den oplevelse. Jeg blev bekræftet i, at jeg er vild med disciplin, og at jeg ikke er for fin til at lave “nummer to” i skoven. Og så blev jeg overrasket over det stærke sammenhold og hvor hurtigt, det opstod," forklarer han i en pressemeddelelse.
Stjernerne skal igennem en rekruttid og dernæst en aspiranttid, før der til sidst er fire kompagnisoldater tilbage, der skal på en særlig mission i finaleprogrammet.
De 12 kendte tæller blandt andet også tv-vært og influencer Lisbeth Østergaard og kok Gorm Wisweh.
Sidsnævnte missede også militæret, så da han blev tilbudt at deltage, slog han til.
"Jeg har altid tænkt, at folk, der har været i militæret, har fået en oplevelse, man aldrig får igen, så jeg følte mig ret heldig, da jeg blev spurgt. Det var vigtigt for mig, at det ikke var ‘fjolle’ militær, men at der var noget seriøsitet, selvom det er med et glimt i øjet. Og det må man sige, der var," siger Gorm og tilføjer:
"Jeg lærte, at struktur i hverdagen er godt, selvom det kan virke fjollet. Hvis man er et halvt skridt foran og har styr på stumperne, gør det ens liv meget lettere, og det var en god reminder. Og så lærte jeg, at frysetørrede feltrationer smager væsentlig bedre, end jeg gik og troede."
For tv-vært og influencer Lisbeth Østergaard gav prøvelserne endda rum til selvindsigt.
"Udover nogle dejlige venskaber og en masse blå mærker lærte jeg, at jeg kan meget mere, end jeg selv tror," siger Lisbeth Østergaard og fortsætter:
"Det med at tro på mig selv er ikke altid min stærke side. Jeg havde sagt til mig selv hjemmefra, at det med at bakke ud, når opgaverne handlede om mod, var et no-go. Jeg blev virkelig skubbet ud over planken, og selvom det overraskede mig, at jeg blev så bange for nogle af opgaverne, er noget af det bedste også, at jeg på bagkant kan sige: ‘Jeg gjorde det’."
De resterende rekrutter er bokser Sarah Mahfoud, youtuber Camilla Frederikke, radiovært Julie Rahbek, komiker Dan Andersen, skuespiller Sebastian Bull, designer Søren Le Schmidt, danser Karina Frimodt, skuespiller Simon Stenspil og musiker Ihan Haydar.
Man kan følge med i programmet fra 3. februar, når sæson 2 af ‘Stjerner i Trøjen’ har premiere på Kanal 5 og discovery+-