Nu er der godt nyt til de mange fans.
Hvis du er en af de mange 'Sommerdahl'-fans - så kan du godt begynde at glæde dig.
TV 2 afslører nemlig at serien vender tilbage med en tredje sæson i løbet af foråret. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Der skal nemlig opklares flere mord, når Peter Mygind, Laura Drasbæk og André Babikian vender tilbage i tredje sæson af TV 2 CHARLIES krimiserie. Drabsafdelingen i Helsingør kan nemlig se frem til endnu en række mistænkelige drabssager.
Allerede nu løfter TV 2 sløret en lille smule for, hvad der venter seernei den kommende sæson.
"Mens Dan forsøger at forlige sig med tanken om at være fraskilt, bliver han sat på en hård prøve, når forholdet mellem hans ekskone, Marianne (Laura Drabæk), og hans bedste ven og kollega, Flemming (André Babikian), udvikler sig. Serien er på otte afsnit og byder blandt andet på to nye karakterer, der spilles af Kurt Ravn og Maibritt Saerens," lyder det i pressemeddelelsen fra TV 2.
Måtte sige stop
I løbet af året har Peter Mygind haft travlt. Den populære skuespillers kalender har været spækket med forskellige roller - og det blev til sidst for meget. Så meget at han måtte sige stop.
For nyligt kunne den 58-årige skuespiller fortælle at han derfor måtte trække stikket.
"Jeg var så udmattet, og jeg kunne ikke mere, så jeg måtte sygemelde mig fra optagelserne, jeg var simpelthen for presset. Jeg rystede og græd, jeg brød simpelthen sammen og kunne ikke mere," sådan lød det fra Peter Mygind til SE & HØR til premieren på Hvidstensgruppen II.
Heldigvis reagerede Peter Mygind prompte og kontaktede straks sin læge. Så blev han sygemeldt i 10 dage, og det hjalp. Efterfølgende var han på benene igen.
Men den populære skuespiller er også klar over, at havde han ikke reageret hurtigt, så kunne han have endt med en længere sygemelding.
Og ikke mindst - så har oplevelsen været lærerig.
"Jeg har lært, at når jeg slutter 70 optagedage i træk, så skal jeg ikke starte på noget nyt dagen efter, og det var der, det gik galt for mig," lyder det fra Peter Mygind.