TV 2 kalder eksperimentet ekstremt.
I programmet ‘Junkfood eksperimentet’, der har premiere 27. Januar, skal fire kendisser i tre uger kun leve af junkfood.
TV 2 kalder eksperimentet ekstremt, og det har til formål at undersøge, hvor farligt junkfood egentlig er.
Tv-værten Christian Degn er en af de fire danskere, der har sagt ja til at deltage i programmet. Derudover har sangeren Johnny Hansen, håndboldspilleren Rikke og konditoren Mette Blomsterberg også valgt at stille deres kroppe til rådighed for at finde svaret.
Det er professor Bente Klarlund, der også er kendt fra andre TV 2-programmer, som står i spidsen for eksperimentet.
Skal være far
Om der bliver mere fastfood og takeaway på menuen i 2022 for Christian Degn, vides ikke. Men der er ingen tvivl om, at året byder på nye udfordringer for den populære TV 2-vært.
For nylig afslørede Christian Degn, at han sammen med sin kæreste, Trine Johst Vammen, skal være forældre i 2022.
“En stor drøm bliver til virkelighed,” skriver han til Instagram-opslaget, hvor han sammen med kæresten holder et scanningsbillede i hånden.
Tilbage i juli fortalte TV 2-værten, at han havde fået en kæreste.
“Mød min kæreste Trine! Hun er lige så sød og sjov, som hun er smuk. Mindst,” skrev han i teksten til sit opslag på Instagram.
Han afslørede desuden, at de havde fundet hinanden gennem hans kollega på programmet 'Nybyggerne' Mette Helena Rasmussens Instagram-profil.
“Kæmpe tak til min TV-kollega og ven Mette Helena. som flere gange har ‘sat mig i udbud’ til hendes mange skønne følgere her på Instagram. Mest for sjov. Men man ved jo aldrig… Og en af følgerne er søde Sarah i Odense, som synes hendes veninde Trine og jeg skulle mødes, for vi måtte da være et match. Årets bedste idé,” lød det fra Christian Degn tilbage i sommeren 2021.